Oprindeligt havde Bornholm sin egen konge, men klippeøen i Østersøen blev en del af Danmark, da Harald Blåtand i løbet af 960'erne samlede landet under et rige og en konge.
Selvom Bornholm i dag ligger tættere på Sverige - faktisk ligger Sverige mere eller mindre imellem Bornholm og resten af Danmark, så har øen altid været dansk - med få undtagelser, siden Harald Blåtand.
I en tid hvor de danske konger reagerede over store landområder i og omkring Østersøen, var det naturligt, at Bornholm var en del af Danmark.
I takt med at de danske konger formede landet og dets regioner, blev Bornholm administrativt set en del af Skåne - der i dag er svensk. Det var dog ikke uden konflikt, da kongemagten og kirken med bispesædet i Lund endte i flere krige om kontrollen over Bornholm.
Kongemagten fik i 1259 kontrollen med øen - og havde den de næste 200 år. Bornholm led under krigen mod Hanseforbundet, der i 1525 fik Bornholm i pant i de følgende 50 år.
De kommende århundreder var ikke en dans på roser. For efter at være blevet plyndret af Hanseforbundet så kom svenskerne og erobrede Bornholm i 1645.
Selvom Danmark fik Bornholm tilbage i de efterfølgende fredsforhandlinger, så måtte Danmark afstå Bornholm til Sverige i 1658. Kong Frederik 3. fik ovenpå et oprør i 1658 øen i gave imod, at den aldrig ville blive afstået igen.
Besættelser og indvaderinger af fremmedmagter var dog ikke forbi for bornholmerne, der også blev invaderet af først tyskerne og sidenhen Sovjet som en del af Anden Verdenskrig. Siden 1946 har Bornholm atter været dansk.
