Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik ser det rigtig godt ud for ungdommen i Danmark. Antallet af ledige er nemlig blandt de laveste i hele EU. Allerbedst går det dog i vores naboland Tyskland, mens det ser mest håbløst ud i Grækenland.
Nye tal fra Danmarks Statistik afslører, at i fjerde kvartal 2018 var blot 8,2 % af de 15-24-årige i arbejdsstyrken i Danmark ledige. Dermed er Danmark et af de EU-lande, der klarer sig allerbedst inden for dette område.
Danmark er dog ikke det land med de mest imponerende tal. Det er nemlig Tyskland, der løber med denne ære. Her er det blot 5,2 % af de 15-24-årige i arbejdsstyrken, der er ledige.
Hvis man betragter EU som helhed, er antallet af ledige i ovenstående aldersinterval 14,7 %. Danmark befinder sig dermed et godt stykke under dette og er blandt de lande med laveste ledighed blandt unge.
De EU-lande, som trækker ledighedsgennemsnittet blandt unge op, er flere af de populære ferielande som Grækenland, Italien, Spanien og Kroatien. Allerværst står det til i Grækenland, hvor hele 40 % af de 15-24-årige i arbejdsstyrken går ledige.
I de tre andre lande står det også ganske slemt til. Her er ledigheden nemlig over 30 % for de 15-24-årige i arbejdsstyrken i samtlige lande.
Selvom ovenstående tal ikke ligefrem er imponerende, går det faktisk overordnet set den rigtige vej med ledigheden i samtlige EU-lande.
Hvis man kigger på ledighedsprocenten for 15-74-årige i et samlet EU, er denne faldet med 0,7 %-point inden for det seneste år. Det land, der har oplevet den største fremgang, er Cypern, hvor faldet er på 2,6 %-point.
Grækenland, som før blev nævnt i en knap så flatterende sammenhæng, har også sænket ledigheden mærkbart. Nærmere bestemt med 2,5 %-point.
Selvom det ser godt ud i Danmark, er der altid plads til forbedring. Hvis man kigger på diverse jobportaler, er det tydeligt, at der stadigvæk er en masse ledige jobs og dermed mulighed for at sænke ledigheden yderligere. Særligt fritidsjob i København er der mange af for tiden.
Et fritidsjob plejer sædvanligvis at være en god indgang til et potentielt fuldtidsarbejde. Mange studerende, der har et studiejob, bliver nemlig tilbudt at tiltræde i en fuldtidsstilling, så snart de har overstået studiet.